Rudersdal Sommerkoncerter
  • Forside
  • Detaljeret program
    • 11. aug 2013 eftermiddag
    • 11. aug 2013 aften
    • 14. aug 2013
    • 18. aug 2013
    • 20. aug 2013
    • 22. aug 2013
    • 25. aug 2013
    • 27. aug 2013
    • 29. aug 2013
    • 31. aug 2013
  • Festivalkomponister
    • Jacob Anderskov
    • Axel Borup-Jørgensen
  • Billetter
  • De støtter festivalen
  • Bestyrelsen
  • Links
  • Historik
    • 2012
    • 2011
    • 2010
  • Kontakt

5.8. eftermiddag   5.8. aften   7.8.   9.8.   12.8.   15.8.   19.8.   21.8.   23.8.   25.8.

Åbningssøndag – aften

 Søndag d. 5. august kl. 19.30, Søllerød Sognegård, Søllerødvej 13, 2840 Holte
Gratis rundvisning kl. 18.00-19.00

Ensemble Nordlys

Christine Pryn, violin
Viktor Wennesz, klarinet
Øystein Sonstad, cello
Kristoffer Hyldig, klaver

Åbningstaler ved borgmester Erik Fabrin
og kunstnerisk leder Christine Pryn
Robert Schumann (1810-1856)                 3 Fantasistykker op. 73 for
ssssssssssssssssssssssssssssssssssssssss klarinet og klaver
Andrew Waggoner (f. 1960)                       One Kindness
Piotr I. Tjajkovskij (1840-1893)                 Klavertrio i a-mol op. 50

Tabuernes musik er temaet for åbningssøndagens aftenkoncert. Det er alvorlige emner, der relateres til: psykisk sygdom, AIDS-død og retten til at være homoseksuel.

Schumann var indbegrebet af den romantiske komponist og drømte om en såkaldt poetisk musik med ”toner, som er højere end ord”. Hans sensibilitet havde dog også en bagside: depression. I 1844 gennemgik han en alvorlig krise, som vendte tilbage i 1854, hvor han forsøgte at drukne sig i Rhinen. De tre Fantasistykker er skrevet i 1849 midt mellem disse kriser, og satsbetegnelser som sart og med udtryk viser tydeligt Schumanns følsomhed.

One Kindness er skrevet til Ensemble Nordlys i 2008. Waggoner blev inspireret af et radioprogram om en kvinde, hvis bror var død af AIDS. Oven i sorgen over tabet oplevede hun, at familien ikke ville mindes ham pga. af skam over sygdommen. I en butik kom hun til at buse ud med hele historien til ekspedienten, der instinktivt omfavnede hende. Den fremmedes medfølelse og accept af hendes sorg og dermed også af broren, gjorde hende i stand til at vedkende sig smerten, fastholde mindet om den elskede bror og begynde den uendelige helingsproces.

Tjajkovskij var ligesom Schumann sensibel af natur, og han skammede sig meget over sin homoseksualitet. Det siges, at han blev tvunget til at begå selvmord efter anklage for et forhold til en ung mand. Hans tætteste forhold til en kvinde var til enken Nadesja von Meck, der understøttede ham økonomisk på den sære betingelse, at de aldrig mødtes. Hun engagerede en klavertrio til at spille for sig og opfordrede Tjajkovskij til at komponere en trio, men ifølge ham var den instrumentkombination tortur! Godt et år senere – efter en turbulent tid, hvor han bl.a. havde mistet vennen og pianisten Nikolaj Rubinstein – begyndte han dog til sin egen store overraskelse alligevel at skrive en trio til minde om Rubinstein. Resultatet glædede ham meget, og han skrev til sin bror, at han havde det ”fysisk og moralsk fremragende”.

Ensemble Nordlys kan i december fejre sit 15-års jubilæum. Kvartetten har givet koncerter i 20 lande og optrådt bl.a. i New York (Carnegie Hall), Berlin, London, Tel Aviv. Til november går turen atter til New York, hvor Ensemble Nordlys bl.a. skal give koncert i det nye DiMenna Center.

RUNDVISNING KL. 18.00-19.00
Museumskonsulent/seniorforsker Niels Peter Stilling viser rundt i Søllerød Kirke og bagefter på guldalderudstillingen ”Søllerød Kirke i maleriet” i Søllerød Kirkes Sognegård.

Køb billet

Køb rabatbillet til begge åbningskoncerter inkl. sandwich og drink i pausen