Festivalkomponister – Rudersdal Sommerkoncerter skip to Main Content

Giya Kancheli

f. 1935 i Tbilisi, Georgien. Studerede på konservatoriet i Tbilisi i fra 1959 til 1963, hvorefter han erhvervede sig som freelance komponist. Han arbejdede intensivt med filmmusik og musikdramatik og blev i 1971 leder af musikken ved Rustaveli Teatret i Tbilisi.
I 1991 forlod han sit hjemland og flyttede til Berlin. Fem år senere var han huskomponist hos Den Kongelige Flamske Filharmoni i Antwerpen og bosatte sig dér.
Kancheli regnes som en af de mest betydningsfulde komponister i sin generation, og hans musik er blevet opført på de mest største festivaler verden over inkl. Luzern, Lockenhaus, Salzburg, Melbourne og Verbier.

Opstigen mod lyset

”Jeg bestræber mig aldrig på hverken at følge eller forkaste tidligere fastlagte metoder inden for komposition. Enhver, der begynder at skrive musik, støder selvfølgelig på en mængde traditioner, som kan være flere hundrede år gamle eller helt moderne. Jeg føler mig ligeså tæt på komponister fra før Bachs tid som på dem fra det 20. århundrede. Den uforklarlige ånd, der er over den polyfone folkemusik fra Georgien, fascinerer mig, men jeg ude af stand til at indbefatte den i min egen musik. Ægte kunstnerisk fuldkommenhed er altid et mysterium – det giver ikke mening at dissekere det i håb om at kunne lave noget lignende.

Når jeg komponerer, overvejer jeg aldrig at bruge specifikke udtryksmidler. Jeg opstiller nogle grundlæggende temaer, et dramaturgisk skema over hele værket, og lidt efter lidt, node for node skabes et musikalsk forløb. Det skal svæve i lytterens fantasi, udtrykke følelsen af skønhed og evighed og stige op i lyset. Frem for alt skal det indgyde den alment kendte følelse af religiøsitet, som er umiskendelig i al den musik, der står mit hjerte nærmest.

Selvfølgelig håber jeg, at min musik fortsat lever om mange år. Jeg arbejder imidlertid ikke med henblik på fremtiden, og jeg bekymrer mig heller ikke om samtidens bedømmelse af mit arbejde. I stedet søger jeg at udfylde det tomrum af uopfyldte mål, som tidligere århundreders kunstnere har efterladt.

Fra værk til værk bliver mit musikalske sprog enklere og enklere, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Nogle gange har andre værker forvirret mig så meget, at jeg i lange perioder har mistet lysten til at skrive. Ironisk nok har det faktisk tilskyndet mig til med tiden at forny mine bestræbelser. For at komponere må man være i stand til at glæde sig over andres succes, have evnen til at opretholde et kritisk syn på sit eget arbejde og beslutsomhed til at finde i det mindste ét trin, der fører opad i stedet for nedad.”

Giya Kancheli

Jexper Holmen

f. 1971. Uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1993-2001. I 2000 var han hovednavn ved NUMUS Festivalen, og i 2011-2012 valgte den prestigefulde Huddersfield Contemporary Music Festival i England ham til huskomponist.
Holmen er en af de mest originale og kompromisløse kunstnere på den danske musikscene. Han går sine egne veje og sætter alt ind på at forfølge sine musikalske idealer.

Smadret musik

”I min tidlige ungdom gik jeg til klassiske koncerter og hørte store mængder klassisk musik. Desuden spillede jeg klarinet og skrev musik til musikskolens ensembler. Jeg vidste intet om musikteori og instrumentation og havde ikke adgang til et klaver, så mine muligheder for at teste, hvordan det ville lyde, var begrænsede. I stedet brugte jeg min intuition, hørte resultaterne spillet og fik efterhånden erfaring på den måde. Det lød pænt smadret.

Musikken, jeg skriver i dag, lyder også smadret. Det gælder fx for klaverkvartetten [im’pækt]vb, som bliver spillet for første gang ved denne festival. Forskellen er, at jeg nu gør det bevidst: Nu hvor jeg ved meget om kompositionsteknik, bruger jeg den viden til at køre musikken over kanten, så hvert stykke, jeg skriver, befinder sig i panisk undtagelsestilstand: Så kraftigt som muligt, så svagt som muligt, så højt som muligt, så dybt som muligt, hårdt og kantet og enstemmigt eller så mangestemmigt, at det bliver mudder; og som regel kort og dramatisk.

Der er ikke én grund til, at jeg skriver på den måde. De fleste komponister udvikler en måde at skrive på, der har mange fordele, og det gælder også for mig. Dels er musikken i ekstase og skejer ud i sine ekstremer. Dels er ekstremerne en måde, musikken kan bevare kontrollen på, selvom der hverken er melodi eller klassisk harmonik. For hvis et kunstværk skal udtrykke sig, er det nødt til at kontrollere sine virkemidler.

Andre af værkerne – fx Årstidssange – har både melodi og klassisk harmonik, og det er af samme grund: For at musikken kan kontrollere sit udtryk.

Jeg kalder det bevidst ikke for ”min musik”, men for ”musikken, jeg skriver”. For man bliver bare forvirret, hvis man trækker for tæt en forbindelse mellem et stykke musik og dets ophavsperson. Når først jeg har skrevet et værk og sikret mig, at det bliver spillet på den måde, det er tænkt, er resten en sag mellem musikken og den, der hører den.”

Jexper Holmen

Back To Top