Blæsere på eventyr – Rudersdal Sommerkoncerter skip to Main Content

Carl Nielsen-Kvintetten

Mandag den 7. august 2018 kl. 19.30

Balletmusik af Mozart og Stravinsky forenes med sange af Carl Nielsen og kammermusik af Giya Kancheli, når Carl Nielsen-Kvintetten optræder blandt de fascinerende veteranbiler i Ole Sommers enestående samling. Ensemblet er en af Danmarks førende blæserkvintetter, og vandt Carl Nielsen Konkurrencen i 2015.
Carl Nielsen-Kvintetten
Kenny Aaberg Larsen, fløjte
Daniel Bogorad, obo
Nicolai Eghorst, klarinet
Christian Vinther, horn
Magnus Koch Jensen, fagot

Billetter

Billetter sælges via Billetlugen eller ved indgangen.
5-rabat: køber du billet til minimum 5 forskellige koncerter, får du 50% rabat.
5-rabat sælges kun ved indgangen, men kan forudbestilles på mail@rudersdalsommerkoncerter.dk

Program
W.A. Mozart (1756-1791)Balletmusik fra Idomeneo, KV367, arr.: K.Aa. Larsen
Giya Kancheli (f. 1935)Blæserkvintet (2013)
Carl Nielsen (1865-1931)Jens Vejmand, Solen er så rød mor, Den danske sang, arr.: Phillip Faber
Igor Stravinsky (1882-1971)Ildfuglen, suite (1919), arr.: K.Aa. Larsen
Blæsere på eventyr - fremadstormende ungt ensemble

Det må være en ægte drengedrøm at fyre den af på scenen blandt nypudsede biler i luksusklassen. Chancen for at udleve den går i år til de fem unge musikere i Carl Nielsen-Kvintetten, der optræder på Ole Sommers legendariske bilmuseum.

Publikum får til gengæld chancen for at opleve et af Danmarks førende unge ensembler. De fem eliteblæsere har alle trådt deres barnesko i Tivoligarden, og i 2006 dannede de kvintetten. I 2014 vandt de 2. pris i P2 Kammermusikkonkurrence, og året efter kom de helt til tops i Carl Nielsen Konkurrencen.

At kvintetten er opkaldt efter Danmarks store komponist er ingen tilfældighed, idet Carl Nielsens blæserkvintet er et af de kendteste og mest spillede værker for netop denne besætning. Det er imidlertid ikke den, der er på programmet her, men et arrangement af tre af Nielsens populæreste sange.

Fløjtenist Kenny Aaberg Larsen står selv bag arrangementerne af programmets to indslag af balletmusik.
Mozart inkluderede ballet i sin store opera, Idomeneo, som han skrev i 1780-81 til karnevallet i München. Den handler om kongen af Kreta, Idomeneo, hvis skib rammes af en voldsom storm, da han sejler hjem fra en krig mod trojanerne. For at overleve lover han havets gud, Poseidon, at ofre det første levende væsen, der møder ham, når han kommer hjem. Det viser sig desværre at være hans søn, Idamente, der har forelsket sig i en krigsfange, kongedatteren Ilia. Idomeneo bifalder ikke denne kærlighed, men overgiver sig, da Oraklets Stemme forkynder, at Poseidon vil afstå sit offer, hvis Idamente får lov at bestige tronen med Ilia ved sin side.

Ildfuglen er Stravinskys første ballet og skrevet på bestilling Sergei Diaghilev, der var balletmester for det succesfulde Ballet Russes, en trup af russiske dansere i Paris. Handlingen er baseret på russiske folkeeventyr. Prins Ivan fanger Ildfuglen i troldmanden Kastjejs fortryllede have, og den giver ham en af sine lykkebringende fjer mod at slippe fri. Den onde Kastjej har taget zarevnaen (zarens datter) og hendes 12 søstre til fange. Prins Ivan bliver også taget til fange og forelsker sig i zarevnaen. Med fjeren får han tilkaldt Ildfuglen, der fortryller troldmanden med sin sang og viser Ivan det magiske æg, som rummer Kastjejs onde sjæl. Ved at ødelægge ægget befrier Ivan prinsesserne og lægger Kastjejs onde verden i ruiner.

Kanchelis blæserkvintet er en af de vigtigste nyere tilføjelser til repertoiret for fløjte, obo, klarinet, horn og fagot. Den blev skrevet på bestilling af den store ARD Munich International Music Competition, hvor den var obligatorisk værk i 2014. Sin egentlige uropførelse fik kvintetten ved Tbilisi Wind Festival i november samme år.
Musikken er meget klassisk i sit udtryk, og smukke motiver går på skift imellem instrumenterne, der farver dem med hver sin særegne klang.

Back To Top