Krzysztof Książek, klaver
bag Jerntæppet med udgangspunkt i kulturbyen Wrocław
Der er klaverspil – og så er der Chopinspil. Den polskfødte komponist er blevet en disciplin for sig selv inden for klaverspillet og kræver en sjælden kombination af ekstrem virtuositet og følsomhed. Derfor regnes Chopinkonkurrencen i Warszawa for den mest prestigefulde af alle klaverkonkurrencer. At komme gennem nåleøjet og deltage er en stor ære. At nå semifinalen og få to specialpriser, som Krzysztof Książek gjorde i 2015, er en imponerende bedrift.
Desuden vandt han 3. pris i den konkurrence for historiske instrumenter, som Chopininstituttet har etableret. Her kan du opleve ham i Ballade nr. 4 i f-mol, der regnes som et af de mest sublime Chopinværker. Balladerne er inspireret af den polske nationaldigter Adam Mickiewicz, der var Chopins ven.
Ravel har også hentet inspiration i poesien i Gaspard de la nuit (Nattens skatmester), der er et af de mest frygtede klaverværker nogensinde. De tre digte af Aloysius Bertrand handler om undiner (vandnymfer), området omkring galgen, hvor den hængte mand dingler, samt den dæmoniske nisse, Scarbo, der springer omkring i skyggen.
Rafał Augustyns klavermusik, der også skriver sig ind i den virtuose tradition, udkom sidste år på et anmelderrost album med Krzysztof Książek. Monosonata er i én sats og komponeret i slutningen af hans studietid. Musikken forbinder statiske og dynamiske former og består af en strøm af klange inspireret af Ligeti, sat ind i en stram sonateform.
Violinisten og komponisten Niccolò Paganini (1782-1840) er en mytisk figur, som mange mente havde solgt sin sjæl til djævlen. Hans høje tynde skikkelse med de hule kinder og det lange mørke hår havde da også en vis lighed med djævlefiguren. Man mener i dag, at han led af Marfansyndrom, der giver meget lange fingre og stor fleksibilitet i leddene – en forklaring på de vanvittige greb, han mestrede på violinen.
Utallige komponister inkl. Brahms, Liszt og Rachmaninov har i tidens løb skrevet variationer over hans temaer, især den berømte Caprice nr. 24. Rafał Augustyns Paganinivariationer er en rejse gennem tid, rum og erindring med referencer til tidligere komponisters variationer over samme tema.
Program
| Fryderyk Chopin (1810-1849) | Ballade nr. 4 i f-mol (1842) |
| Rafał Augustyn (f. 1951) | Monosonata (1976) |
| Rafał Augustyn (f. 1951) | Variationer over et tema af Paganini (1987-1989) |
| Maurice Ravel (1875-1937) | Gaspard de la nuit (1908) |