Glasperlespil – Rudersdal Sommerkoncerter
skip to Main Content

Rudersdal Kammersolister

Søndag den 15. august 2021 kl. 15.00

Mange af de senromantiske komponister valgte det store format – symfoniorkestret – frem for kammermusikken. Men kun 15 år gammel skrev Gustav Mahler en smuk og dybtfølt sats for klaverkvartet. Den er første programpunkt på koncerten, der også byder på uropførelser af begge årets festivalkomponister. Thomas Agerfeldt Olesen har hentet inspiration i Hermann Hesses udødelige og livskloge roman “Glasperlespillet”.
Koncerten afsluttes med Schumanns store, romantiske klaverkvartet i Es-dur.
På scenen er festivalensemblet, Rudersdal Kammersolister, og koncerten transmitteres i DR P2.

Rudersdal Kammersolister
Christine Pryn, violin
Isabelle Bania, bratsch
John Ehde, cello
Manuel Esperilla, klaver

Billetter
Billetter sælges via Ticketmaster eller ved indgangen.
Pga. pladsrestriktioner opfordres publikum til at bestille på forhånd via Ticketmaster.
Køb 5-rabat og spar 50 kr. per billet.
Program
Gustav Mahler (1860-1911)Kvartetsats i a-mol (1876)
Thomas Agerfeldt Olesen (f. 1969)Glasperlenspiel (uropførelse)
Franghiz Alizade (f. 1947)Nyt værk
Robert Schumann (1810-1856)Klaverkvartet i Es-dur op. 47 (1842)
Rudersdal Kammersolister

Det var den internationalt anerkendte komponist Lera Auerbach, der fik ideen til Rudersdal Kammersolister. Hun gæstede Rudersdal Sommerkoncerter i 2017 og var begejstret for både programmet og atmosfæren. For at løfte festivalen til nye højder, foreslog hun at danne et fleksibelt ensemble in residence af dedikerede kammermusikere.

Året efter var Rudersdal Kammersolister en realitet, og siden har ensemblet også optrådt ved andre store festivaler som Sorø Internationale Musikfestival og Golden Days Festival, ved SMK Fridays på Statens Museum for Kunst samt i kirker og musikforeninger.
I november turnerede de i Rusland og spillede bl.a. åbningskoncerten ved Sound Ways Festival. Fremtidige projekter inkluderer en turné til USA.

Musikerne har mange års erfaring som solister og kammermusikere og brænder for at give publikum både gribende og tankevækkende oplevelser.
I efteråret 2019 påbegyndte Rudersdal Kammersolister et firårigt tværfagligt projekt om De Fire Elementer, som forener musik, billedkunst, poesi, videnskab og historie.

Samarbejdspartnere er bl.a. astrofysikeren Christoffer Karoff, digteren Ditte Steensballe, videokunstneren Alexandra Buhl, lektor Aksel Haaning og tidligere leder af Det Danske Kulturinstitut Rikke Helms.

Interessen for projekter med tværfagligt og samfundsrelevant indhold har mundet ud i bl.a. optræden på Copenhagen Art Week og indspilning af en musikvideo med en fødselsdagssang til Lech Walesa.
Repertoiret består af både klassisk og ny musik inkl. værker skrevet til ensemblet af komponister fra Danmark, USA og Rusland. I august 2018 opførte de værker af den verdensberømte komponist Giya Kancheli, der udtrykte sin beundring:

”Rudersdal Chamber Players is an outstanding ensemble. All members are first class instrumentalists with a responsive attitude and a deep understanding of the musical material. This is the chamber music making at very high level.”
GIYA KANCHELI, komponist

Back To Top