RUDERSDAL KAMMERSOLISTER:
Christine Pryn, violin – Marie Stockmarr Becker, bratsch – John Ehde, cello – Manuel Esperilla, klaver
DEL MUSIKKEN MED DIT (BARNE)BARN!
I år introducerer vi et særligt koncertformat for de yngste lyttere.
Dagen før koncerten kan børn (6–12 år) og deres (bedste)forældre opleve en enkelt sats af Dvořáks klaverkvartet sat ind i en levende fortælling om komponisten, der elskede tog og rejste hele vejen til Amerika.
Herefter byder vi på et glas saftevand og lidt sødt. Varighed ca. 45 min.
Der er gratis adgang til børnekoncerten.
D. 16. august opføres hele værket ved festivalens koncert.
Børnekoncert: 15. august kl. 15 i Rundforbi Svømmehal
Rudersdal Kammersolister tager hovedspring ud i et hav af toner, når vi for første gang holder koncert i Rundforbi Svømmehal.
Den spændende geometriske og farverige arkitektur fra 1960’erne passer perfekt til festivalens motto, smuk musik – smukke steder, og vi venter os meget af akustikken.
Når lokationen er en svømmehal, skal der næsten være et stykke fransk impressionistisk musik på programmet. Vand var et gennemgående element for mange af impressionisterne – nogle gange som et konkret motiv, men også i det flydende og transparente udtryk, der prægede både maleri og musik. Lili Boulanger (1893-1918) var datter af en russisk prinsesse, der havde forelsket sig i sin 43 år ældre franske sanglærer.
De boede i et af de kunstneriske kvarterer i Paris, og Lili fulgte med, når storesøster Nadia var til musikundervisning. Selv var hun et vidunderbarn og spillede både violin, cello, klaver og harpe.
Som den første kvinde vandt hun den prestigefulde Prix de Rome, og der var lagt an til en stor karriere, men hun døde kun 24 år gammel af en tarmsygdom.
Her kan du opleve de to fine stemningsbilleder D’un soir triste og D’un matin de printemps, som er blandt hendes sidste værker.
Begge festivalkomponister har pakket kufferten og bidrager til koncerten med et værk, der har rejsen som tema.
Veronika Voetmann fokuserer på den indre rejse i sin nye klaverkvartet, Mind Bourne, der spiller på den dobbelte betydning af ordet bourne: destination eller begrænsning.
Rafał Augustyns Traffic er en serie korte satser, som man kan mixe på forskellige måder. Vi har sammensat to sæt, hvoraf det første blev spillet ved åbningskoncerten, og her kommer det andet.
Musikken beskriver ture og rejser både i hans lokalmiljø i Wrocław og andre steder i Polen, bl.a. motorvejen A4, der går fra den tyske til den ukrainske grænse.
Koncertens sidste værk er Dvořáks vidunderlige klaverkvartet nr. 1 i D-dur.
Musikken flyder ligeså let og ubesværet, som tilblivelsen øjensynligt var. De tre raffinerede og iørefaldende satser blev komponeret på under tre uger i 1875, få år før hans egentlige gennembrud. Værket bærer allerede præg af den slaviske tone, som senere blev et af Dvořáks kendetegn.
Rudersdal Kammersolister har siden 2018 været festivalensemble ved Rudersdal Sommerkoncerter, men optræder også i en masse andre sammenhænge. De har turneret i USA, Canada, Tyskland, Schweiz, Polen, Sverige, Norge samt Rusland (før krigen), og herhjemme har de bl.a. kunnet høres på Louisiana, Klang Festival, Hindsgavl Festival mv.
Program
| Lili Boulanger (1893-1918) | D’un soir triste og D’un matin de printemps |
| (1917-18) | |
| Veronika Voetmann (f. 1986) |
Mind Bourne (2026)
|
| Rafał Augustyn (f. 1951) | Traffic (2023) |
| Antonín Dvořák (1841-1904) | Klaverkvartet nr. 1 i D-dur (1875) |