I Paradisets Have – Rudersdal Sommerkoncerter skip to Main Content

Duo1702 med gæster

Søndag den 16. august 2020 kl. 15.00

Rudersdal Sommerkoncerters motto er “Smuk musik – smukke steder”, og det lever denne koncert til fulde op til! Den tidligere reklamemand, Peter Wibroe, har skabt en vidunderlig barokhave i fransk stil på Søllerødvej. Blokfløjtenisten Louise Hjorth og organisten Katrine Immerkjær, der til sammen udgør den prisbelønnede Duo1702 opfører barokmusik, der passer til omgivelserne. Med sig har de to rytmiske musikere, guitaristen Lars Bech Pilgaard og jazzpianisten Rasmus Kjær, og mellem barokværkerne improviserer de fire sammen under overskriften “tanker”, som en nutidig kommentar til barokken.

Billetter

Publikum opfordres til at købe billetter via ticketmaster.
Resterende billetter sælges ved indgangen, KUN betaling med MobilePay.
5-rabat: køber du billet til minimum 5 koncerter, betaler du kun 65 kr. per billet.

Program
Morten Ræhs (1702-1766)Sonate nr. 1 i A-dur
Første Tanke
Christopher Simpson (1602-1669)Passacaglia i d-mol
Trad. engelsk folkesangGreensleeves (16. årh.)
Anden Tanke
Dario Castello (1590?-1658)Sonata secunda
Tredje Tanke
Giovanni Pandolfi Mealli (1630-1669)La Biancuccia
Duo1702 med gæster

Duoen består af blokfløjtenist Louise Hjorth Hansen og organist Katrine I. Kristiansen, som har spillet sammen siden 2005, da de begge studerede på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. De har begge debuteret fra solistklassen; Louise i 2012 fra Royal College of Music, London, samt i 2013 fra konservatoriet i Odense, og Katrine i 2013 fra konservatoriet i Esbjerg med sideløbende studier i London. Duo1702 spiller mange koncerter i Danmark, men har også spillet i udlandet, bl.a. på The National Gallery i London. I juni 2016 var de på turné i Italien.

I november 2014 vandt duoen 1. pladsen i den italienske kammermusikkonkurrence: Premio Selifa Concorso Internazionale di Musica Antica. I juli 2013 spillede de en anmelderrost finale i den prestigefulde kammermusikkonkurrence York Early Music International Young Artists Competition, som blev live broadcasted på BBC3.

Duoen har høstet stor ros for sin kammermusikalske symbiositet, smittende glæde ved musikken og evnen til at formidle den. Katrine er desuden pædagogisk master i kirkeorgel på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hendes mission er at få flere børn og unge til at spille orgel. Louise modtog i 2013 Statens Kunstråds støtteordning:”Den Unge Elite” på 250.000 kr samt Leonie Sonnings talentpris. I 2014 udgav hun dobbeltalbummet, ”A Short Story”, hvor også Duo1702 medvirker.

Lars Bech Pilgaard er guitarist i avantgarde rockbandet SVIN, der blev præmieret af Statens Kunstfond.
Rasmus Kjær er pianist, komponist og performer og har i mere end ti år været en del af undergrundsscenen i Danmark. Han har udgivet tre albums.

Back To Top