Polina Fradkina, klaver
Christine Pryn, violin
OBS: kl. 18.45-19.15 Oplæg ved Polina Fradkina
Polina Fradkina begejstrede vores publikum med sin klaveraften for to år siden. Hun var et festfyrværkeri på scenen, hvor hendes temperamentsfulde spil ledsagedes af engagerede introduktioner og anekdoter. Nu er hun tilbage med både en koncert og et oplæg, der afspejler et vigtigt kapitel i musikhistorien såvel som hendes egen historie.
Mærk dig dette ansigt, sagde Polinas mor til sin dengang 3-årige datter, da de mødte Shostakovich i komponistforeningen i Leningrad. Inden koncerten fortæller hun om den stærke relation mellem ham og hendes farfar, komponisten Israel Finkelshtein, om Shostakovich’ indflydelse på hendes familie og livet som komponist i en virkelighed præget af undertrykkelse og censur.
Første programpunkt er et udvalg af Chopins vidunderligt smukke nocturner. De første skrev han som kun 20-årig, hvor han var ulykkeligt forelsket og forlod Polen for evigt. Musikken rummer en stor melankoli, der også findes i Carl Nielsens 5 stykker for klaver. Ungdomsværket er komponeret, mens han var på studierejse bl.a. i Paris, hvor han mødte sin kommende hustru, Anne Marie. Så det fik en lykkeligere udgang for ham!
Præludium og Fuga i C-dur er fra Shostakovich’ samling af 24 præludier og fugaer skrevet som en pendant til Bachs Das Wohltemperierte Klavier. Shostakovich var en stor inspirationskilde for de næste generationer af sovjetiske komponister, selvom der var et skel imellem Leningradskolen og Moskvaskolen, som Elena Firsova tilhører. Hendes In the World of Beauty er skrevet efter et besøg hos en maler, hvis hus var dækket af de smukkeste landskabsmalerier. A Fearful Fairy Tale handler om fugle, der synger om farlige begivenheder, der vil komme.
Polina tager violinisten Christine Pryn med på scenen i sin farfars store og ekstremt kraftfulde sonate. Musikken spænder fra catchy melodier, der minder om gammel filmmusik, til hårdtslående, afgrundsdyb brutalitet, som holder lytteren hypnotiseret.
Program
Fryderyk Chopin (1810-1849) | Nocturne i h-mol (1830-31) |
Fryderyk Chopin (1810-1849) | Nocturne i Es-dur (1830-31) |
Fryderyk Chopin (1810-1849) | Nocturne i cis-mol (1830) |
Fryderyk Chopin (1810-1849) | Nocturne i c-mol (1841) |
Carl Nielsen (1865-1931) | 5 Klaverstykker (1890) |
Elena Firsova (f. 1950) | In the World of Beauty (1998-2008) |
Elena Firsova (f. 1950) | A Fearful Fairy Tale (2018) |
Dmitri Shostakovich (1906-1975) | Præludium og Fuga i C-dur (1950) |
Israel Finkelshtein (1910-1987) | Sonate for violin og klaver |