Middelalderens hymner og sange – Rudersdal Sommerkoncerter skip to Main Content

Heinavanker

Torsdag den 23. august 2018 kl. 19.30

Roen sænker sig, og hverdagens stress forsvinder, når vokalensemblet Heinavanker fra Estland tager publikum på en musikalsk rejse tilbage til tiden før bilkøer og mobiltelefoner. De otte sangere har specialiseret sig i musik fra 1300-1500, hvilket har bragt dem stor anerkendelse og invitationer til festivaler bl.a. i Tyskland og Skandinavien.

Billetter

Billetter sælges via Billetlugen eller ved indgangen.
5-rabat: køber du billet til minimum 5 forskellige koncerter, får du 50% rabat.
5-rabat sælges kun ved indgangen, men kan forudbestilles på mail@rudersdalsommerkoncerter.dk

Program
Folk hymn from Otepää parishOh Adam, thy Falsehood
Fra Mass of Barcelona (14. århundrede)Kyrie
Folk hymn from Kihnu parishPraised be you, Jesus Christ
Margo Kõlar efter forskellige versioner af en folk hymnAwake my Heart
Folk hymn from Suur-Pakri parishRedeemer of the Folk
Fra Mass of Tournai (14. århundrede)Sanctus
Fra Mass of Toulouse (14. århundrede)Agnus dei
Folk hymn from Vormsi parishA stranger on earth am I
After folk hymn from Vormsi parishLet the children come to Me
Margo Kõlar after Gregorian chant and a folk hymn from Lääne – Nigula parishCome Creator Spirit
Margo Kõlar after traditional runic song (Ambla parish)Creation
Folk hymn from RäpinaHere behold me as I cast me
Margo Kõlar after Estonian traditional runic song (Vilo parish)Wondrous House
Margo Kõlar after Estonian traditional runic song (Kuusalu parish)Missing Geese
Margo Kõlar after Estonian traditional runic song (from Mäe)The ride of Jesus
Middelalderens hymner og sange - virtuos vokal fra Estland

Dannebrog faldt ned fra himlen i 1219 under slaget ved Lyndanisse, husker vi fra Danmarkshistorien. Det var Valdemar den Store, der dengang besejrede det fjerntliggende rige, Estland. Og siden da har den baltiske stat været underlagt mange andre konger og fyrster. Men trods al hurlumhej har musikken og sangen levet sit eget stærke og frodige liv uberørt af fremmede overmagter.
Sangene, vi skal høre ved aftenens koncert, har netop været godt gemt gennem århundreder og byder derfor på et tonesprog, der dufter af kalkmalerier, fremmede krydderier, noget mystisk.
Vi skal opleve suggererende gentagelser og skæve klange, og tekster, der præsenterer en verden af eventyrlige historier inspireret af en frisk blanding af overtro, naturfølelse og kristendom.

I Danmark har vi en skat af folkeviser. Andre steder i Norden finder vi en rigdom af åndelige sange, der er skabt af lokale musikere, sunget og fremført lokalt. De svenske Dalarkoraler er et godt eksempel, og i Estland er der blevet samlet mere end 500 af de originale, åndelige viser.
De eksotiske navne, der forekommer i programmet, er navne på mindre og små byer eller steder i Estland. Räpina er en by på knap 3000 indbyggere, Ambla har 350 indbyggere, og Vormsi er navnet på Estlands fjerdestørste ø, der ligger i Østersøen. Kuusalu er en større by, der ligger 45 km øst for Tallinn ved Finske Bugt, hvor en af landets største komponister, Veljo Tormis (1930-2017) blev født. Han er værd at nævne i denne sammenhæng, da de fleste af hans værker netop bygger på de gamle estiske folkesange.

Runesange er noget helt enestående finsk-estisk, en ældgammel, levende sangtradition, der har rødder direkte tilbage til middelalderen.
Barcelona Messen og Tournai Messen er musiklenodier fra 1300-tallet, der har deres navne efter byerne, hvor originalmanuskripterne befinder sig. De er begge skabt som flerstemmig musik, hvilket på den tid var ganske avanceret.

Det estiske vokalensemble, Heinavanker, har sunget sammen siden 1996 med Margo Kõlar som kunstnerisk leder. Navnet betyder høvogn efter Hieronymus Bosch’ berømte, surrealistiske maleri fra o. 1505. Den tidlige musik, gregoriansk sang, 1300-tallets messer og de åndelige estiske sange er grundstammen i ensemblets repertoire. Heinavanker har udgivet cd’en Songs of Olden Times (Harmonia Mundi), hvor flere af sangene fra denne koncert er med.

Back To Top