MAZEL KLEZMERBAND
Mette Smidl, violin – Bjarke Kolerus, klarinet – Michael Møller, bas og guitar
Ronen Thalmay, vokal – Frode Andersen, accordeon
Oplæg ved Xenia Dalgaard
Den festlige afslutningskoncert sætter i år fokus på samspillet mellem musik og billedkunst.
Hvordan kan de to kunstarter forenes og bygge bro mellem mennesker, kulturer og generationer?
Det undersøger Mazel Klezmerband sammen med sognepræst Xenia Dalgaard med denne temakoncert, der kredser om maleren Marc Chagall (1887-1985). Klezmermusikken er udsprunget af de jødiske samfund i Østeuropa, og det var også her, nærmere betegnet i byen Vitebsk i det nuværende Belarus, at Chagall kom til verden.
Musikken spiller en hovedrolle i Marc Chagalls billedverden. Han voksede op med religiøs sang og folkemusik og drømte som barn om selv at blive sanger. Violinister, spillemænd og andre musikere optræder igen og igen i hans billeder, hvor musikken bliver et symbol på erindring, tro, kærlighed og fællesskab. Livsglæde på trods af tab, krige og forfølgelser.
Musikken prægede også hans arbejde for teatret, hvor han skabte scenografi og kostumer til balletter med musik af Stravinsky, Ravel og Tchaikovsky. Klezmermusikken er traditionelt blevet spillet til brylupper og fester og udtrykker både smittende livsglæde og kærlighedsrus samt vemod og melankoli. Alt sammen noget, der spejles i Chagalls malerier.
Xenia Dalgaard har gennem mange år beskæftiget sig med Chagall, hans liv og symbolik. Hun har tit samarbejdet med Mazel Klezmerband, der ofte kombinerer musikken med andre kunstformer. Numrene er både gamle kendinge fra klezmerrepertoiret og deres egne kompositioner.
Rudersdal Sommerkoncerters afslutningskoncert finder traditionen tro sted på den smukke Langkærgård – stor tak til ejerne, Anne-Marie og Erik Bang Christensen.
Program
Traditionel jødisk klezmermusik. Programmet annonceres fra scenen.