VOKALENSEMBLET DEKORUM – ISABELLE BANIA, BRATSCH – ADAM ØRVAD, ACCORDEON
Musik er ikke bare toner og rytmer, men også klangfarver – timbre. Det er det, der giver hvert instrument og hver kunstner sin helt særegne klang. Denne koncert byder på et væld af meget forskellige klangfarver: den menneskelige stemme – både kvinder og mænd. Bratschen, den dybe violin, der med sit spektrum og vibrato kan have en vis lighed med stemmen. Og så accordeonet, der er lidt af en kamæleon.
Det kan både lyde som orgel og som sinustoner (helt ”flade” toner, som man fx bruger til høreprøver). Vokalensemblet Dekorum er en gruppe af unge ambitiøse korsangere, der to gange har vundet guld i European Choir Games og udgivet flere albums.
Her har de sammensat et program af nordiske sange, der hylder sommeren. Man kan høre nogle af Carl Nielsens smukkeste sange: Sænk kun dit hoved, du blomst og Underlige aftenlufte, og nyere klassikere såsom Sensommervisen. De viser bredden i den danske sangskat med indslag af så forskellige kunstnere som komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen og Hymns of Nineveh – kunstnernavn for sangskriveren Jonas H. Petersen. Der bliver også en enkelt afstikker hinsidan med en svensk folkevise.
Aftenens instrumentalister er bratschisten Isabelle Bania og accordeonisten Adam Ørvad.
Isabelle er lidt af en multikunstner på strygeinstrumenter og spiller både violin, bratsch, barokviolin og barokbratsch. Adam Ørvad er også meget alsidig med stor erfaring og ekspertise inden for ny musik og folkemusik fra Balkan.
Både bratsch og accordeon får tit rollen som instrumenternes sorte får.
Accordeonet tilhører harmonikafamilien, der i et leksikon fra 1865 blev beskrevet således: Harmonikaen er det skrækkelige martyrinstrument, hvormed unge hankønsvæsener i lømmelalderen er bevæbnet og gør gaderne usikre … Ve den, som er så ulykkelig at komme i besiddelse af et sådant instrument – flygt, tilstop dine øren, så at disse bliver bevaret fra verdens undergang, thi ellers bliver det din ulykke. Bratsch-historier er musikverdenens pendant til molbohistorier, og det er ofte bratschisterne selv, der griner mest.
Violageschichten var også Schumanns arbejdstitel på Märchenbilder – den første af to kompositioner med eventyr som omdrejningspunkt. Bratschen har rollen som fortæller, hvilket understreger ligheden med den menneskelige stemme.
Adam Ørvad har arrangeret klaverstemmen for accordeon.
Rafał Augustyn fortæller om Droning_holm for bratsch og accordeon: Titlen på dette værk er temmelig obskur. En form for inspiration kom fra mit besøg på Drottningholmsteatret i Stockholm med dets storslåede samling af kulisser fra 1700-tallet, som gør det muligt at skifte scene hurtigt og flydende – noget, man til en vis grad kan høre afspejlet i musikken. Jeg har blot erstattet dronningen med droner – ikke som tekniske apparater, men som musikalske strukturer baseret på gentagne toner og klange (dronetoner).
De to musikere spiller hver en solo. Isabelle har valgt Stravinskys smukke Elegi fra 1944. Den er skrevet til minde om en musiker fra den berømte Pro Arte Quartet, der var gået bort.
Adam Ørvad opfører MALAMBEANDO (Homage to Ginastera) af den herboende cubanske komponist, Louis Aguirre. Titlen er betegnelsen på en argentinsk dans, og værket er en hyldest til den argentinske komponist, Ginastera. Det er tre intense minutter!
Program
| Carl Nielsen (1865-1931) | Sænk kun dit hoved, du blomst (1907) |
| Keld Telén (f. 1947) | Natten ser med milde øjne |
| Hymns of Nineveh (f. 1987) | Vårnatten (2023, arr.: N.M. Enevoldsen) |
| Robert Schumann (1810-1856) | Märchenbilder (1851, arr.: A. Ørvad) |
| Jakob Lorentzen (f. 1968) | Nu sænker gud sit ansigt (2016) |
| Svensk folkemelodi | Sommervisa (arr.: Sofia Söderberg) |
| Severin Korsgaard (f. 1994) | Forårsnat |
| Rafał Augustyn (f. 1951) | Droning_holm (2017) |
| Finn Jørgensen (1936-2025) | Sensommervise (arr.: C. Dyrst, 1982) |
| Louis Aguirre (f. 1968) |
MALAMBEANDO (Homage to Ginastera) (2018-19)
|
| Igor Stravinsky (1882-1971) | Elegi (1944) |
| Pelle Gudmundsen-Holmgreen (1932-2016) | 6 enkle danske sange (2002) |
| Hanne Korsgaard | Aftensalme |