Trompeten tryller – Rudersdal Sommerkoncerter skip to Main Content

Klaus Bjørn Olsen, trompet - Bine Bryndorf, orgel

Søndag den 25. august 2019 kl. 15.00
14.15-14.45: Omvisning ved Niels Peter Stilling

Trompet og orgel er en vidunderlig kombination til musik i kirkerummet. Programmet er hovedsageligt dansk, når trompetisten Klaus Bjørn Olsen og organisten Bine Bryndorf giver koncert i Søllerød Kirke.

Billetter

Billetter sælges via Ticketmaster eller ved indgangen

Program
Carl Nielsen (1865-1931)Vocalise-Étude for trompet og orgel (1927)
Carl NielsenCommotio op. 58 for orgel (1931)
Klaus Bjørn Olsen (f. 1964)Conversation on Beauty – 14 fragmenter for trompet og orgel (2019)
Paul Hindemith (1895-1963)Sonate nr. 2 for orgel (1937)
Vagn Holmboe (1909-1996)Triade op. 123 for trompet og orgel (1974-75)
Trompeten tryller

Søllerød Kirkes hvælvinger danner den optimale akustiske ramme om koncerten med den velklingende kombination af trompet og orgel. Programmet er dansk med en enkelt afstikker til Tyskland, og der lægges ud med fransk inspiration.

I 1926 fik Carl Nielsen stor succes med en koncert i Paris, og efterfølgende modtog han en bestilling på en vocalise-etude fra en sangprofessor ved konservatoriet i Paris. Den indgik i en samling, som både Ravel, Milhaud og Fauré havde bidraget til, og man hører tydeligt inspirationen fra Ravel, selvom Nielsens eget musikalske DNA også er præsent. En vocalise har ingen tekst, man  synger på en enkelt vokal, hvorfor den også er velegnet til instrumentalt brug.
Commotio er Carl Nielsens sidste store værk og blev færdiggjort kort før hans død i 1931.
Formen minder om de store barokværker, men tonesproget er umiskendeligt Nielsensk. Selv skriver han om værket: ”Det latinske ord, Commotio, gælder i grunden al Musik, men Ordet er her især benyttet som et Udtryk for Selv-Objektivering. I et større Værk for det mægtige Instrument som kaldes Orgel og hvis toner er betingede af det Naturelement som kaldes Luft, maa Komponisten forsøge at undertrykke alle personlige, lyriske Fornemmelser. Opgaven bliver stor og streng, kræver Tørhed fremfor Følelse og maa hellere beskues med Øret end favnes af Hjertet. Værket bæres af to Fugaer, hvortil Introduktion, Mellemsatser og Koda klamrer sig, som brede Slyngplanter til Stammer i Skoven, men Komponisten mener at videre Analyse er overflødig”

Koncertens trompetsolist, Klaus Bjørn Olsen, har selv komponeret Conversation on Beauty og fortæller om stykket: ”Vores bevidsthed om det æstetiske er langt fra fokuseret på et idealiseret skønhedsbegreb. I musikkens væsen aner vi noget universelt, et overordnet princip – et nærvær af fortættet mening, som opstår i et flygtigt glimt, en harmoni, disharmoni, en formfuldendt eller uafsluttet bevægelse, igennem spejlinger, modsætninger eller måske endda i en konfrontation.”

Paul Hindemith var en af de førende komponister inden for strømningen ”Neue Sachlichkeit”, som også Carl Nielsen var påvirket af. Der blev gjort op med romantikken og ekspressionismen og i stedet brugte man elementer fra barokkens strengere form.
I Hindemiths 2. orgelsonate er tonesproget på én gang neoklassisk, tonalt og strengt, men samtidig fuldt af en hel særlig Hindemithsk humor.

Carl Nielsens musikalske arvtager, Vagn Holmboe, er komponisten bag Triade. Titlen betyder gruppe af tre, og værket har tre satser. 1. sats åbnes af opadsøgende naturkald, der vækker til et piblende liv og bevægelse. Med en ufravigelig marchagtig understrøm drives det afledte, nu nedadgående tema i 2. sats fremad, for i 3. sats gennem de nærmest flammende triller at forløses og afslutte den metamorfiske rejse.

Klaus Bjørn Olsen er uddannet ved konservatorierne i København og Wien og har spillet med nogle af Europas førende barokorkestre inkl. Arte dei Suonatori i Polen og Concerto Copenhagen.
Bine Bryndorf er uddannet i Wien, Boston og Paris og har en verdensomspændende karriere som solist, kammermusiker og underviser. Hun er slotsorganist i Frederiksborg Slotskirke og underviser ved Royal Academy of Music i London.

Back To Top