Om festivalen
Rudersdal Sommerkoncerter blev grundlagt, fordi jeg syntes, at musiklivet manglede den slags koncerter, vi laver.
Som studerende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium havde jeg ofte hørt den samme violinkoncert mere eller mindre synkront fra adskillige øvelokaler, når jeg kom op i ”Sibirien”, der var navnet på strygernes område på loftsetagen. Selvom det indiskutabelt var god musik, kunne det godt blive lidt trættende i længden. Og det undrede mig, for som violinist er man jo privilegeret at have tonsvis af musik fra mange forskellige lande og århundreder. Hvorfor så spille så snævert et repertoire?
Det blev indgangen til min interesse både for ny musik og for at gå på skattejagt blandt mindre kendte klassiske komponister.
Hos Rudersdal Sommerkoncerter giver vi plads til både de berømte klassikere, den ny musik og de mindre kendte klassiske komponister. Det betyder, at du ved vores koncerter typisk både kan opleve noget, du kender, noget du bliver overrasket over, og noget der udfordrer dig.
Det stiller også krav til vores kunstnere. De skal ikke bare være i topklasse på deres instrument, men også have mod på udfordringer og et personligt bud på en nyskabende koncert.
Gennem årene har vi præsenteret musik fra 800 år med musikere fra mere end 35 lande. Der er også blevet skrevet værker til festivalen, som allerede har været spillet i andre lande. Dermed håber jeg, at Rudersdal Sommerkoncerter både kan være til glæde her og nu for vores publikum, pirre deres nysgerrighed – og samtidig bidrage til, at der er god musik fra det 21. århundrede at lytte til om 200-300 år.
Rudersdal Sommerkoncerter 2024 gennemføres med velvillig støtte fra William Demant Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Hoffmann og Husmans Fond, Rudersdal Kommune, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Koda Kultur, Den Bøhmske Fond, Den Polske Ambassade, og Solistforeningen af 1921.
Christine Pryn
Bestyrelsen
Christine Pryn, kunstnerisk leder
Solist og kammermusiker uddannet ved konservatorier i Danmark og Tyskland samt privat i Finland. Modtager af en lang række priser inkl. Musikanmelderringens Kunstnerpris og den polske Gloria Artis Medalje.
Michael Møller
Uddannet i musikpædagogik ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Guitarist, bassist og verdensmusiker. Kirkesanger i Søborg Kirke og tidligere musikskoleleder.
Klaus Lyngbye
Uddannet i musik ved Københavns Universitet med efterfølgende organist- og kantoreksamen ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Tidligere organist i Søllerød Kirke leder af en lang række prisvindende børne- og ungdomskor.
Arne Backlund
Uddannet i Statskundskab og Historie på Københavns Universitet. Ejer af Boligformidlingen og Backlund Ecology, hvor han tværfagligt og fagoverskridende udfolder sin inspiration fra arkitektur, kunst og kultur herunder selvfølgelig musik.
Vibeke Backlund, kasserer
Pensioneret skoleleder. Glad for kunst og ikke mindst musik. Synger gerne i Gl. Holte Kirke og nyder de kulturelle tilbud, der gives både lokalt, nationalt og internationalt.
Kristian Barlebo
Civilingeniør, CDO i asset management selskabet Capital Investment. DJ i sin fritid.
Pål Eide
Pianist uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium med efterfølgende studier i Oslo og Moskva. Formand for Nordisk-Russisk Musikforening. Har udgivet flere anmelderroste cd’er.
Ingvar Krøier Svendsen
Uddannet som statsautoriseret revisor med eget firma frem til 2008. I 2012 tog han præliminær organisteksamen ved Roskilde Kirkemusikskole og virker i dag som organistvikar bl.a. i Søllerød, Rungsted og Buddinge Kirke.