Strygermusik i det grønne

DAFÔ Quartet

DAFÔ Quartet:
Justyna Duda og Danuta Augustyn, violin 
Aneta Dumanowska, bratsch – Anna Armatys, cello

OBS: Mødetid til den guidede gåtur er kl. 14 på parkeringspladsen ved kirken

En tur i det grønne efterfulgt af skøn strygermusik må være opskriften på den perfekte sommerdag!
Inden koncerten med den polske DAFÔ Quartet kan du komme på en guidet tur på den idylliske skovkirkegård ved Høsterkøb Kirke sammen med arkivar ved Rudersdal Museer, Morten Meinert Jensen, der også fortæller om landsbyen Høsterkøb og Thorvald Bindesbølls smukke kirke.

Herefter kan du sætte dig til rette på kirkebænken og nyde Samuel Barbers Adagio – et af de sørgeligste stykker klassisk musik nogensinde. Den blev verdenskendt, efter den blev brugt i filmen Platoon om Vietnamkrigen, derudover blev den spillet til både Albert Einsteins og Grace Kellys begravelser, ved mindehøjtidligheder for 9/11, coronaofre mv.
Samme fortættede og stemningsfulde strygerklang finder man i Roxanna Panufniks Memories of my Father, som hun skrev til minde om sin far, den polske komponist Andrzej Panufnik i anledning af 100-året for hans fødsel i 2014.

Karol Szymanowski (1882-1937) er en af Polens berømteste komponister, og han elskede at skrive for strygere, især violinen, som han fandt ekstatisk og forførende. Hans 2. strygekvartet er komponeret, mens han boede i bjergbyen Zakopane og er inspireret af egnens særprægede folkemusik.
Sunleif Rasmussen fra Færørerne er også inspireret af sin hjemegn, hvor naturen er allerstedsnærværende. I Sunshine and Shadows er celloen i front, og de tre andre strygere danner skygger.
Koncerten afsluttes med absolut lys og solbeskinnet musik i form af Mozarts Divertimento i F-dur, som han skrev kun 15 år gammel efter to succesfulde turneer til Italien.

DAFÔ Quartet blev dannet i 1993 og har hele fire gange modtaget en Fryderyk, der er Polens svar på en Grammy. Priserne er givet for deres indspilninger af bl.a. Bacewicz og Górecki, der også har bragt dem internationale anmelderroser.

 

Program

 

Samuel Barber (1910-1981)
Adagio (1936)
Roxana Panufnik (f. 1968)
Memories of my Father (2013)
Karol Szymanowski (1882-1937)
Strygekvartet nr. 2 op. 57 (1927)
Sunleif Rasmussen (f. 1961)
Sunshine and Shadows (2004)
W.A. Mozart (1756-1791)
Divertimento F-dur (1772)

Dato

18. august 2024
}

Tidspunkt

15 - 120 min

Sted

Høsterkøb Kirke, Gøngehusvej 286, 2970 Hørsholm