OBS: kl. 18.45-19.15 fortæller Kiku Day om shakuhachifløjten og mødet mellem den vestlige og den asiatiske kultur
Hvor tit kan man opleve traditionel japansk musik og dansk guldalder ved samme koncert? Det er noget af et særsyn og lige i sommerkoncerternes ånd!
Kiku Day er solist på den særlige japanske shakuhachifløjte, som hun har optrådt med over hele verden bl.a. som solist med Odense Symfoniorkester og ved koncert i New Yorks Carnegie Hall. Hun er også uddannet etnomusikolog, og inden koncerten demonstrerer hun sine fløjter og fortæller om mødet mellem den vestlige og den asiatiske kultur.
Med sig har hun det prisbelønnede kammerkor, Hymnia, og dirigenten Flemming Windekilde, der har givet koncerter bl.a. i Italien, Tyskland og Holland. Sammen opfører de Wild Ways, som er skrevet til Kiku Day af festivalkomponist Roxanna Panufnik til tekst af zenmesteren Ikkyū Sōyun (1394-1481).
I Japan er tranen et vigtigt symbol et langt og lykkeligt liv. Kiku Day spiller et traditionelt stykke musik, hvor man hører tranerne fra deres parringsdans, til de flyver fra reden. Med Chikurai Goshō (vindens susen i bambus) af Moroi Makoto viser hun, hvordan shakuhachien er blevet et instrument, som moderne komponister gerne skriver for.
Mødet mellem det japanske og det skandinaviske præsenteres med to satser fra korværket 5 Japanske Billeder af den svenske komponist, Kerstin Jeppsson.
Og så hjem til Danmark! Niels W. Gade skrev sine 5 Sange i 1846, mens han studerede hos Felix Mendelssohn i Leipzig. De er baseret på romantisk naturpoesi af den jævnaldrende tyske digter, Emanuel Geibel, og blev hans gennembrud som korkomponist.
Som Danmarks førende komponist og direktør for konservatoriet var Gade en vigtig figur for den unge Carl Nielsen, der senere ville overtage både posten som rektor for konservatoriet og rollen som Danmarks førende komponist. Kammerkoret Hymnia slutter koncerten med tre af Nielsens kendteste sange: Sænk kun dit hoved, du blomst, Solnedgang og Den villeste.
Program
Niels W. Gade (1817-1890) | 5 sange op. 13 (1846) |
Kerstin Jeppsson (f. 1948) | Fra 5 japanske billeder (1973) |
Moroi Makoto (1930-2013) | Chikurai Goshō (1964) |
Carl Nielsen (1865-1931) | Sænk kun dit hoved, du blomst, Solnedgang og Den villeste. |
Trad. japansk | Ōshūden Tsuru no sugomori |
Roxanna Panufnik (f. 1968) | Wild Ways (2007) |