Rudersdal Sommerkoncerter
Smuk musik – smukke steder
Program 2024
Festivalkomponister
Rudersdal Sommerkoncerter udpeger hvert år en dansk og en international festivalkomponist.
Deres musik er gennemgående i programmet og kan høres side om side med klassikerne.
Sunleif Rasmussen
Sunleif Rasmussen er Færøernes mest betydningsfulde komponist og den første, der fik en uddannelse i komposition. Som helt ung spillede han rock og jazz, og efter forberedende studier i Norge blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Han er modtager af Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, og i 2002 modtog han Nordisk Råds Musikpris for sin første symfoni. Endvidere blev han som den yngste nogensinde tildelt det færøske kulturministeriums højeste kulturpis. Hans værker er blevet opført af bl.a. BBC Symphony Orchestra og Helsinkis Filharmoniske Orkester.
“Jeg var et følsomt barn. Jeg har derfor som barn udviklet en stor følsomhed for lyde, samt en stor portion fantasi.
Lyde såsom vinden i el-bardunerne, vinden i græsset, i bølgerne og brændingen, samt sollysets dansen på overfladen af havet og søerne, der – for mig – skabte og skaber stadig mikropolyfoniske mønstre.
I særdelehed er det et sted i min hjembygd, Sandur, der har været en stor inspirationskilde. Stedet hedder Sprutthol (Sprøjthul). Et hul ind i klippevæggen og 50 meter ind i landskabet. For enden er en åbning op i landskabet, hvor havet sprøjter langt op, når bølgeren er høje. 17 meter når de er højest. Lydene skifter efter vejrforholdene. Mange forskellige lyde. Høje, dybe og også percussive.
Denne lydverden har altid været en del af mig og har sat sig dybe spor, allerede inden jeg fik interesse for musik, men har været til stor nytte efter at jeg kom ind i musikkens forunderlige verden.
Dette lydhav, som jeg har formgivet på alle mulige måder, er en integreret del af min musik, som publikum forhåbentlig kan få glæde af gennem værkerne, der bliver spillet på Rudersdal Sommerkoncerter
Sunleif L Rasmussen
Roxanna Panufnik
Roxanna Panufnik er født ind i musikkens verden som datter af den polske komponist, Andrzej Panufnik, der siden 1961 var britisk statsborger og blev slået til ridder af Dronning Elizabeth i 1991. 32 år senere var Roxanna udvalgt til at skrive musik til Kong Charles kroning. Washington Post beskrev det som a remarkable 4 minutes – confirmation that Panufnik is one of the most compelling choral composers of our time.
Hun er uddannet ved Royal College of Music, og hendes værker er blevet opført af bl.a. City of Birmingham Symphony Orchestra og Det Polske Radioorkester.
“Indtil mine teenageår var min drøm at blive ambulancefører. Jeg havde aldrig tænkt på at være komponist som et ‘job’ (på trods af at min far var det!), indtil mit skolekor fremførte en af mine kompositioner, da jeg var 16 år gammel. Da indså jeg, at jeg ikke kunne gøre andet.
Jeg kommer fra en blandet baggrund, polsk, katolsk, engelsk, jødisk (og 1% egyptisk ifølge en DNA-test), hvilket forklarer, hvorfor jeg er en ‘musikalsk nomade’ og elsker at arbejde med musik fra hele verden.
For mig handler musik om at skabe bånd og forbindelser – mellem komponister, udøvere og publikum. Men også mellem forskellige genrer, kulturer og trosretninger – vi har alle magten til at bevæge og forene.”
Roxanna Panufnik